Jeg har været meget rundt de sidste par uger. Fra Dubai til Muscat i Oman. Og derfra til Manama i Bahrain. Og nu er jeg tilbage igen i Dubai. Det betyder også, at jeg har fået set en hel masse fra min klapvogn, som jeg er blevet trillet rundt i til diverse spændende steder i de tre lande.
De sidste par dage i Dubai (første gang) fik vi set lidt. Vi var bl.a. i en hyggelig park, hvor vi var på en lang gåtur. Der var jeg godt nok glad for, at jeg sad i en klapvogn. Frida var vist ret træt i fødderne til sidst. Fra parken kørte vi med metro til Mall of the Emirates, der er et stort center. Undervejs fik jeg rigtig charmeret de andre passagerer.
I centeret var der en indendørs skibakke – men den fik vi ikke set, for vi var alle godt trætte. Så efter lidt frokost tog vi en taxa tilbage til vores lejlighed.
Dagen efter slappede vi af i lejligheden om formiddagen og i beach club’en om eftermiddagen. Om fredagen tog vi så tilbage til centret, og her fik vi set skibakken. Jeg har jo aldrig set sne før, så det var lidt sjovt at det skulle være midt i Dubai, at det skete første gang. Om eftermiddagen gik vi en tur ned på en legeplads i nærheden af vores lejlighed.
Lørdag var det så blevet tid til at tage til Oman. Dagen fik ikke den bedste optakt, for jeg var lidt småsyg og hostede meget i løbet af natten. Og Frida kastede op flere gange, så mor og far var godt trætte. Men vi kom da af sted til tiden.
Lige inden vi nåede lufthavnen blev jeg dårlig og kastede op. Heldigvis tog mit og mors tøj det meste, så der ikke rigtig kom noget i taxaen. Men chaufføren så ikke så glad ud alligevel. Det hjalp dog med lidt ekstra drikkepenge.
Meget bedre gik det heller ikke med Frida. Hun nåede lige ud af taxaen, så kastede hun op. Så far var den eneste, som ikke efterfølgende skulle skifte tøj. Om Frida havde smittet mig, ved vi ikke rigtig. Men formodentlig har jeg bare været lidt køresyg – for jeg kastede ikke op mere.
Men vi kom med flyvemaskinen til Oman. Heldigvis var turen kort, for jeg fik ikke rigtig sovet i lufthavnen inden. Så efterhånden var jeg godt træt. Paskontrollen tog også rigtig lang tid, og da vi fik en taxa, kørte han os til det forkerte hotel. Så da vi endelig var fremme, kom jeg i seng med det samme.
Min første nat i Muscat gik ikke alt for godt. jeg hostede rigtig meget og havde også lidt feber. Så formiddagen blev brugt hjemme med at pakke ud og vaske tøj. Om eftermiddagen gik vi en tur – og kunne endnu engang konstatere, at landede her på Den Arabiske Halvø ikke er så klapvognsvenlige. Men det lykkedes os da både at spise på en lokal restaurant og komme til et kæmpe supermarked (der var mange gange større end Føtex derhjemme).
Næste nat sov jeg heldigvis bedre. Da vi havde fået morgenmad gik vi en tur i lokalområdet. Det var rigtig hyggeligt, for der var masser af plads til at trille med klapvognen. Og så kunne jeg også få lidt solskin på mine fødder. Efter en middagslur gik vi endnu en tur rundt i nærheden af hotellet.
Natten til tirsdag sov jeg endnu engang godt. Min forkølelse var nu væk, så alle var klar på lidt sightseeing. Derfor tog vi en taxa til bydelen Mutrah i Muscat. her var der en souq (arabisk for marked). Det blev dog lidt kedeligt i længden, så jeg tog en lur i klapvognen i en halv times tid. Det blev så til gengæld også dagens eneste lur.
Efter lidt frokost på en restaurant, tog vi videre til Old Muscat, for der var et fint palads. Og når der er noget i bleen, så skal den jo skiftes. Så jeg fik skiftet min ble lidt diskret i en buegang midt i paladsgården. Der er nok ikke så mange, som har fået ny ble på sådan et fornemt sted. Turen sluttede af nede ved havnen.
Sjovt nok fik jeg ikke så meget opmærksomhed i Oman som i Dubai. Her var det mere Frida, som måtte stille op til fotos mm. Men enkelte ture på fremmede kvinders arme blev det dog til.
Onsdag tog vi på endnu en tur – denne gang til en strandpromenade med masser af palmer. Så mens Frida og mor gik på stranden, gik far og jeg oppe på promenaden. Efter lidt tid faldt jeg dog i søvn.
Det var så også her, jeg bl.a. fik opmærksomhed – i form at en “fotosession” sammen med nogle arabiske kvinder. Og da vi spiste frokost lidt senere, var tjeneren også meget opmærksom på mig. Frida og jeg deler vist opmærksomheden meget fint imellem os.
Næste dag ville vi tage i en park, hvor der også skulle være et tivoli. Men taxachaufføren viste ikke, hvor vi skulle hen – så vi blev sat af langt derfra (fandt vi ud af). Derfor gik vi også rigtig langt. Endnu engang var jeg glad for min klapvogn – og det var Frida vist også. For hun havde fundet ud af at ligge i bagagehylder nedenunder.
Da vi endelig fandt parken, var det lukket pga. forberedelserne til en eller anden festival. Så i stedet tog vi tilbage til stranden fra dagen før (med taxa). Denne gang kunne jeg dog ikke falde i søvn, så efter far havde travet frem og tilbage med mig på strandpromenaden, blev det opgivet. I det hele taget har jeg nogle gange lidt svært ved at sove udenfor.
Så kunne jeg til gengæld sidde og hygge mig i sandet. Her fik jeg lidt mad – og masser af sand i munden. Men det gør nok ikke så meget.
Fredag var det så tid til at forlade Oman – et dejligt land som jeg gerne vil besøge igen, når jeg bliver lidt større.
Rejsen til Bahrain var dejlig begivenhedsløs. Ingen sygdom og ingen lange ventetider. Det eneste problem var, at jeg endnu engang ikke fik sovet så meget, så jeg var godt træt, da vi endelig nåede frem til vores hotel.
Her fik jeg mit eget værelse i den lækre lejlighed med flot udsigt fra 18. etage. Og der gik ikke lang tid, så lå jeg i min seng og sov nattesøvn.
Næste morgen vågnede jeg meget tidligt – hvilket ikke blev bedre af, at Bahrain er en time bagefter Oman og Dubai. Men så kom mor og far da også tidligt i gang med at pakke ud.
Lidt senere var jeg med far og Frida i et legerum, hvor jeg også kunne hygge midt lidt uden at sidde i min klapvogn. Bagefter gik vi en tur i det center, der lå i direkte forbindelse med hotellet. Om eftermiddagen gik vi en tur til hotellets pool, der desværre var iskold. Og heller ikke jacuzzien var særlig varm – så Frida var vist den eneste som nød svømmeturen.
Søndag blev endnu en slappedag, hvor vi endnu engang var en tur ved poolen. Senere på dagen kom jeg i bæresele, og så tog vi allesammen en tur i det lille tog, der kørte rundt i vores center. Efter turen skulle de andre have is, hvilket vist var lidt af en udfordring. For nu da jeg sad i bæreselen, kunne jeg pludselig nå den is, som hun spiste – og som jeg også gerne ville smage.
Næste morgen vågnede jeg kl. 4.15, og der gik lidt tid, inden jeg sov igen. Så mor var lidt træt, men vi tog alligevel en taxa til souq’en i Manama. Heller ikke her var det så nemt at gå på fortovet med en klapvogn, så meget af tiden gik far med mig på vejen. Heldigvis var bilisterne rigtig flinke til at give plads.
I det hele taget var folk enormt venlige i Bahrain. Overalt var de klar til at hjælpe. Og jeg har nok aldrig oplevet at få så mange smil fra fremmede før.
Tirsdag morgen var jeg så klar allerede kl. 4. Og først omkring kl. 6 fik mor mig overbevist om, at jeg skulle sove lidt igen. Det kom jeg til at fortryde, for om formiddagen var vi i et tivoliland, der lå i den anden ende af centret. Og her var så meget larm, at det var umuligt at sove. Men Frida syntes vist det var sjovt. Bagefter stod den på togtur og is – igen uden at jeg måtte få noget.
Dagen efter kunne jeg ikke se havet, da jeg kiggede ud af vinduet om morgenen. Det viste sig, at det var pga. sandstorm. Vi tog dog alligevel til byens nationalmuseum. Desværre var en stor del af det lukket, så der var ikke så meget at se. Og det der var, var ret kedeligt – så jeg faldt i søvn i klapvognen.
Torsdag morgen startede endnu engang tidligt – til gengæld tog jeg så en lang formiddagslur. På grund af vejret (der stadig bød på sandstorm) blev vi ved hotellet. Så dagen gik med en tur til tivolilandet – og bagefter til poolen, der ikke ligefrem var blevet varmere. Så Frida og mor var en tur i den indendørs spa, mens far og jeg gik en tur i centret.
Fredag var vejret blevet lidt bedre, så vi tog til den gamle del af Manama kaldet Muharraq. Her fik jeg igen stor opmærksomhed – selv da jeg sov i min klapvogn. Jeg havde godt nok et stykke stof for, men det forhindrede ikke en dame i at løfte op i det og kigge ind. Heldigvis vækkede hun mig ikke.
Efter at have gået lidt rundt, kom vi forbi en stor moske netop som fredagsbønnen var i fuld gang. Aldrig har jeg set så mange par sko samlet på et sted. Der må have været flere hundrede. Gad vide om de kunne finde deres sko igen bagefter.
Turen sluttede af i et hus, der var flere hundrede år gammelt. Desværre måtte jeg blive i klapvognen i gården, mens mor og far på skift kiggede på 1. salen.
Om eftermiddagen var mor så ude for et uheld. Hun skulle hente noget mad og faldt på rulletrappen. Resultatet var et kæmpe sår, som mor og far efter visse overvejelser fandt ud af skulle syes. Så mor måtte en tur på hospitalet mens far passede Frida og jeg. Her blev hun syet med fire sting.
Lørdag morgen skulle vi så forlade Bahrain – endnu et spændende land med en ekstremt venlig befolkning. Desværre var jeg lidt halvsløj med feber og lidt forkølelse. Da jeg samtidig også savlede enorm meget, overvejede mor og far, om der var tænder på vej (det burde der jo snart komme). Men der var ikke noget at se.
Så pga. min sløjhed fik jeg sovet en del på turen tilbage til Dubai. Dog ikke mere end jeg lige kunne nå at charmere lidt i paskontrollen i Bahrain. Til gengæld sov jeg så både i lufthavnen inden flyveturen og i bilen gennem Dubai.
Til gengæld vågnede jeg så lige da vi var fremme. Der gik dog ikke lang tid, så faldt jeg i søvn igen. Og det var måske meget godt, for så opdagede jeg ikke, hvor beskidt lejligheden var.
Det kunne jeg så se næste morgen, da jeg blev sat i højstolen. For den var vist ikke blevet gjort rent længe. Efter mor og far klagede til selskabet, er der dog blevet gjort rent, og jeg har fået en helt ny højstol – samt en masse andre ting, der ikke var i orden.
I går morges stod jeg så på kl. 7.20. Her var tidsforskellen (der var en time foran Bahrain) til mors og fars fordel. Pga. den ulækre lejlighed (der endnu ikke var gjort ren), gik vi alle fire en tur for at kigge på muligheden for at finde et hotel at bo på. Idéen blev dog droppet igen. Vi var også forbi et hospital (med en fantastisk udsigt ud over hele Dubai fra 33. etage), så mor kunne få skiftet sin forbinding og kigget på såret.
Om eftermiddagen var Frida og far ved poolen, mens jeg blev i lejligheden med mor. Om aftenen ringede det pludselig på døren, og udenfor stod tre rengøringsfolk. De måtte dog gå igen, for jeg lå altså og sov i et af værelserne.
I stedet har de været i lejligheden i dag og har gjort rent. Så nu er det ok (uden dog at være imponerende). Men i det mindste behøver vi ikke lægge i håndklæde i min højstol, for at undgå, at jeg sidder i gamle madrester.
Hele dagen i dag har vi slappet af og hygget os. Først var vi allesammen ved poolen, og bagefter gik vi en tur rundt i marinaen, hvor mor, far og Frida spiste en tidlig gang aftensmad. Jeg måtte nøjes med lidt af det brød, som de fik.
Tiden har dog ikke kun stået på sightseeing. Jeg har også måtte arbejde hårdt. Mor og far mener jo stadig, at jeg skal lære at kravle. Så de har fundet på at lægge vindruer (som jeg rigtig godt kan lide) på gulvet foran mig – naturligvis lige udenfor min rækkevidde. Og så må jeg ellers kæmpe for at få fat på dem.
Efter en lang, hård kamp kommer jeg så måske fem centimeter frem og kan lige nå min gevinst. Og derefter starter det forfra med en ny vindrue. Jeg er ellers rigtig god til både at dreje rundt om mig selv og skubbe mig baglæns – men det er åbenbart ikke nok for dem.
Men måske lærer jeg slet ikke at kravle før jeg kan gå (selvom der jo er et ordsprog der siger, at det skal man). I hvert fald er jeg ret god til at holde mig oppe, når jeg bliver stillet ved et sofabord. Faktisk så god at jeg samtidig kan plukke vindruer fra klasen selv. Forleden lykkedes det mig at spise omkring ti vindruer, inden mor og far mente, at det var nok. Havde de ikke stoppet mig, havde jeg nok stået der endnu.
Når det drejer sig om mad, kan jeg ellers godt være ret stædig. Når jeg får skemad, insisterer jeg på selv at få en ske også. Ellers gider jeg ikke spise. Og så prøver jeg på at nå maden med min egen ske. Som regel bliver den dog sat lige uden for min rækkevidde.
Jeg kan også gribe om et glas selv. Desværre er glasene lidt tunge her, så mor eller far må hjælpe mig med at løfte det. Havde jeg et lettere glas, er jeg sikker på, at jeg kunne drikke selv.